Lempelser i restriktioner for udendørs idræt pr. 1. marts
25. februar 2021Den indendørs foreningsidræt skal fortsat holdes lukket. Lempelser fra marts gælder for UDENDØRS idræt, hvor forsamlingsloft øges til 25 personer.
Indtil da kan vi glæde os over udmeldingen om de aktuelle lempelser, og at foråret står for døren, hvilket gør det lettere at lave klubbaserede aktiviteter og genfinde de vigtige fællesskaber blandt vores medlemmer!
Restriktionerne for foreningsidrætten betyder:
- Et forsamlingsloft på 25 personer ved udendørs træning, inkl. træner
- Al indendørs idræt skal stadig holdes lukket
- Professionel idræt er fortsat undtaget fra de særlige restriktioner, hvad angår træning og konkurrence
- Der er ikke øvrig undtagelse for forsamlingsloft. Således kan der ikke afholdes generalforsamlinger med fysisk fremmøde, ligesom det heller ikke kan være publikum ved hverken indendørs eller udendørs idrætsbegivenheder
- Før og efter træning gælder forsamlingsloft på 5 personer
7 spørgsmål og svar vedr. udendørsidræt i en corona-tid
1. Er det både børn og voksne, der må mødes op til 25 personer til udendørs træning/kamp?
Ja.2. Er der krav om negativ test, før man må deltage i udendørs træning?
Nej, der er ikke krav om corona-test eller negativ test.3. Må vi rykke indendørs træning udendørs?
Ja, det er tilladt at afvikle træning udendørs i grupper på op til 25 personer inkl. træner, hvis der er adgang til faciliteter. Det gælder alle idrætter, også dem der ”normalt” træner indendørs.4. Tæller en træner, dommer mv. med i forsamlingsforbuddet på 25?
Ja, forsamlingsforbuddet omfatter alle de tilstedeværende dvs. både udøvere, trænere, dommer og evt. tilskuere eller forældre mv.5. Må vi arrangere træning for flere grupper samtidig?
Ja, hvis I sikrer, at hver gruppe er på max 25 personer inkl. træner. I skal desuden sikre, at I overholder følgende:• Der skal være tilstrækkelig afstand mellem grupperne – gerne mindst 2 meters afstand.
• I skal sørge for at afgrænse den ene træningszone fra den anden. Anvend fx kegler, toppe, snor, kridt eller anden tydelig markering.
• Der skal altid være en træner eller anden ansvarlig til stede ved afvikling af idrætsaktiviteter for børn. Husk at vedkommende tæller med i det samlede antal på max 25 personer.
6. Må en træner stå for aktiviteter i flere grupper af 25 samtidig?
Nej, hvis der er flere grupper til stede på samme tid, må en instruktør eller træner kun have ansvaret for aktiviteterne i en af grupperne.7. Må klubhuse og foreningslokaler benyttes i forbindelse med f.eks. toiletbesøg og afhentning af udstyr?
Ja – toiletter, opbevaringsskure mv. må gerne holdes åbne for opbevaring og kortvarige ophold
Læs mere om retningslinjer for boksetræning på dabu.dk og generelt for idrætten på dif.dk/corona