Nyt fra DaBUs Bestyrelse – Oktober 2024

Nyt fra DaBUs Bestyrelse – Oktober 2024

30. september 2024 Slået fra Af Bestyrelsen

Kære medlemmer og boksere.

Vi er glade for at kunne fortælle at der er rigtig godt gang i vores mange aktiviteter. De første stævner er blevet afholdt med stor succes med seværdige kampe i alle aldersgrupper. Den første nationale turnering i Haslev blev afviklet med et stort antal deltagere.      

Diplomstævner og Bredde Samlinger: De første diplomstævner er blevet afholdt både i øst og vest, og bredde samlinger er ligeledes blevet afviklet i begge regioner. 

Trænerkurser: To trænerkurser er blevet afholdt med stor deltagelse og engagement fra mange klubber. 

Startbogslicenser: Antallet af nye startbogslicenser og gentegninger ligger markant over sidste års antal på samme tid. Det lover godt for konkurrenceaktiviteten i den kommende sæson. 

Dommer & Kampleder Seminar: Det årlige dommer- og kamplederseminar blev afholdt i Vejle med god tilslutning. Her blev Brian Uth fra BK Wedala valgt ind i D/K-udvalget, og Kenneth Madsen fra Herning ABK blev valgt som talsperson for D/Kerne. Danmarks Bokse-Union ønsker tillykke med valget og takker for jeres engagement. 

Kommende Stævner: I oktober måned er der flere stort anlagte stævner programsat, herunder rekordtilmeldinger til årets Hillerød Box Cup og en lang række diplomstævner. Vi ser frem til en spændende måned og ønsker alle klubber og frivillige held og lykke med de planlagte arrangementer. 

Mødeaktivitet: Danmarks Bokse-Unions generalsekretær og formand har haft stor mødeaktivitet i september. Der har været møder med Team Danmark om en potentiel godkendelse af Danmarks Bokse-Union som Olympisk Forbund, hvilket kan føre til økonomisk støtte. Selvom boksning endnu ikke er på det olympiske program for LA 2028, er der positive udsigter. 

Strategiaftale med DIF: Statusmøder med DIF om vores nuværende strategiaftale er blevet afholdt, og unionen følger de strategiske målsætninger, der danner grundlag for vores tildelte DIF-strategistøtte. Der arbejdes også på en ny strategiaftale med DIF for perioden 2026-2029, med fokus på “Bedre rammer for boksningen – nationalt og internationalt.” 

Bestyrelsesmøder: Bestyrelsen har i september været samlet flere gange, primært digitalt. Referater findes på hjemmesiden

Administrativt Setup: Et vigtigt emne har været DaBU’s kontor og administrative setup. For at sikre fortsat eksekvering af vores strategiaftale med DIF, genbesætter vi stillingen som udviklingskonsulent. 

Farvel til Bjarne Malmros: Desværre må vi meddele, at Bjarne Malmros, vores Get2sport- og eventkonsulent, har fået nyt job tættere på sin bopæl og fratræder den 31.10.2024. Bestyrelsen arbejder på en plan for håndtering af Bjarnes opgaver og vurderer, hvilke ressourcer og kompetencer der er behov for i unionen fremover. 

Bestyrelsen og ansatte ønsker jer alle en god sportslig oktober. 

Med venlig hilsen

Danmarks Bokse-Union