Indstil din favorit frivillig til prisen ’DIF’s Årets Frivillige’
18. november 2023Frem til 24/11 kan du indstille en frivillig ildsjæl fra din forening. Vinderen af prisen ’DIF’s Årets Frivillige’ kan se frem til 75.000 kroner og en kæmpe hyldest foran hele Danmark ved det store tv-show Sport 23.
De træner børn. De træner voksne. De arranger stævner, sociale arrangementer og et utal af andre begivenheder. De er dommere, foreningsformænd, praktiske hjælpere, klubkasserere og holdledere. De er limen i dansk foreningsidræt, og de skal nu hyldes i stor stil.
For at hædre disse uundværlige kræfter, uddeler Danmarks Idrætsforbund (DIF) endnu engang ‘DIF’s Årets Frivillige’ prisen. Nu har du chancen for at nominere en lokal ildsjæl, som har gjort en bemærkelsesværdig forskel.
Den stolte modtager af ‘DIF’s Årets Frivillige’ vil blive fejret ved DR’s store tv-show, Sport 2023, som finder sted den 6. januar næste år i Jyske Bank Boxen i Herning.
Prisen indebærer også en pengepræmie på 75.000 kroner. Af disse går 25.000 kroner direkte til pristageren, mens de resterende 50.000 kroner tilfalder den idrætsforening, som vinderen repræsenterer. Derudover vil der også være præmier på 10.000 kroner til både 2. og 3. pladsen.
Kender du en træner, et bestyrelsesmedlem, en holdleder, en hjælper eller en helt femte person, der fortjener en unik anerkendelse, så er det nu, du skal nominere ildsjælen.
Læs mere og indstil en frivillig ildsjæl her: https://www.dif.dk/dif-s-arets-frivillige
Kandidaterne indstilles af medlemmer og andre i tilknytning til de lokale idrætsforeninger. Man kan ikke indstille sig selv, og samme person kan kun indstilles til prisen én gang. For at komme i betragtning til prisen skal man være tilknyttet en idrætsforening under et af DIF’s 62 specialforbund.
Indstillingsperioden kører fra den 8. november til den 24. november 2023.