‘DaBU Stævnefond’ – opstart 1.1.2023 

‘DaBU Stævnefond’ – opstart 1.1.2023 

3. januar 2023 Slået fra Af Signe Kirse Ellegaard

På repræsentantskabsmødet i maj 2022 udtrykte mange tilstedeværende klubber et ønske om at øge klubstævneaktiviteten i hele landet, og i den forbindelse at anvende en del af DaBU´s opsparede midler til en form for økonomisk support målrettet klubstævneaktivitet. 

DaBU bestyrelse har med effekt fra 1. januar 2023 og 3 år frem iværksat en ‘DaBU Stævnefond’, hvor de klubber, der afholder stævne, kan opnå tilskud til delvis dækning af omkostninger forbundet hermed. Initiativet skal evalueres af repræsentantskabet på det ordinære repræsentantskabsmøde i maj 2025.

Praktikken

  • DaBU tilfører 175.000 kr. af opsparede midler til DaBU Stævnefond i hvert af de kommende 3 år, med start pr. 1. januar 2023 og slut 31. december 2025
  • Klubberne indbetaler 750 kr. til DaBU Stævnefond i hvert af de pågældende 3 år. Opkrævning bliver udsendt i januar måned 
  • Dette giver et årligt stævnefondsbeløb på ca. 250.000 kr.
  • Efter 3 år evalueres initiativet – dette vil ske på det ordinære repræsentantskabsmøde maj 2025

Kriterier for af opnå stævnetilskud

  • Efter endt stævne fremsendes ansøgning fra klubberne til DaBUs kasserer med stævneresultatskema for det pågældende stævne, hvortil der ønskes udbetaling fra DaBU Stævnefond
  • Der udbetales i alt 3.000 kr. for stævner, hvor der er afviklet minimum 10 kampe ved stævnet
  • Hver klub kan ansøge til max. 3 stævner pr. kalenderår 
  • Tilskuddet er primært tiltænkt hjælp for dækning af udgifter til dommere/kampledere samt læge 
  • Turneringer med egenbetaling samt DaBU mesterskaber kan ikke modtage tilskud
  • Klubber, der ikke har indbetalt DaBU kontingent eller betalt til DaBU Stævnefond er ikke tilskudsberettiget

NB! Der opfordres til ikke at forlange kørselsgodtgørelse klubberne imellem, samt at øge samkørsel mellem dommere/kampledere. 

Med ovenstående initiativ krydser bestyrelsen fingre for, at vi opnår en markant øget stævneaktivitet til gavn og glæde for alle.

 

Photo by micheile dot com on Unsplash