DaBU bestyrelsesmøde afholdt 19. juli

DaBU bestyrelsesmøde afholdt 19. juli

9. august 2023 Slået fra Af Signe Kirse Ellegaard

Referat DaBU bestyrelsesmøde 6/2023 – 19/7 2023 – Idrættens Hus

Deltagere 
Lars Brovil (LB), Merete Skovbjerg, Finn Bryhl (FB), Bo Bøgeskov (BB), Tina Nielsen (TN)

1. Velkomst og nyt fra Formanden

  • Lars byder velkommen og informerer om stillingsopslaget til en generalsekretær, at der har været 4 henvendelser, hvoraf den ene munder ud i en ansøgning og efterfølgende ansættelse. Stillingen vil blive på 20 timer om ugen og som tidligere nævnt tidsbegrænset frem til 31.12.2025. Stort tillykke til Michael Jensen med jobbet som generalsekretær i DaBU.
    Efter aftale med Bjarne Malmros ændres hans funktionsbetegnelse pr. 1. sept. 2023 til konsulent i DaBU.

2. DaBU administration pr. 4. september 2023

  • LB og TN afholder halvårlige MUS-samtaler med de ansatte. LB og TN finder snarest muligt datoer til dette, og kigger på brugbart materiale hertil.

3. OL 2024 seneste nyt

  • Den officielle invitation ift. Nikolai Terteryans kvalifikation og deltagelse til OL er modtaget i DaBU. Nikolai er så småt i gang med træningen igen, og viser gode takter.
  • Der afventes stadig hvor de sidste to kvalifikationsrunder afholdes og om dette skulle give yderligere mulighed for danske bokseres deltagelse til OL 2024.

4. Internationalt arbejde – udfordring og status for suspenderede lande

  • LB har været i dialog med DIF mht. at styrke det internationale samarbejde og indflydelse. DIF har været positive ift. dette.
  • LB har fået en invitation fra ”World Boxing” om input i opstartsfasen, hvilket LB har takket ja til.
  • Ift. det nye verdensforbund ”World Boxing”, er der mulighed for at tre af DaBUs bestyrelsesmedlemmer eller ansatte kan få indflydelse og deltage i arbejdet med dette i opstartsfasen. Hvis/når dette bliver en realitet, søges der midler til at dække frikøb fra de enkelte deltageres faste arbejde, så den enkelte kan medvirke i dette vigtige arbejde, med lønkompensation.

5. Budgetstatus

  • FB gennemgår budgettet og det ser på nuværende tidspunkt ud til at være i fin balance.

6. Egenbetaling satser

  • Bestyrelsen kigger på satserne for egenbetaling, og der er enighed om, at der skal prisjusteres ift. egenbetaling så det afspejler generel prissætning i samfundet. Der besluttes følgende satser for egenbetaling:
    • Trænings-/dagssamling med forplejning, uden overnatning, stiger til 200,- kr.
    • Samlinger med overnatning stiger til 500,- kr. pr. døgn, og 2 overnatninger stiger til 1000 kr. En uge stiger til 3000,- kr. og 2 uger til 5000,- kr.
    • Stævner i udlandet stiger til 3500,- kr. for 4-5 dage, og 7 dage stiger til 5000,- kr. 
    • NM 3000,- kr.
    • EM, VM, OL mv. fastsættes prisen efter lokation.
  • Herudover drøftes hvor og hvordan informationen omkring egenbetaling skal ligge på DaBUs hjemmeside, så det bliver gennemsigtigt for klubberne at finde oplysninger om dette. (Retningslinjer for økonomi ligger i dag under Talent & Elite – Strategi for DaBU Elitesektion)

7. Målpunkter 2023/2024 for DaBU udvalg og arbejdsgrupper – ansvar og action for igangsættelse af arbejdet straks efter sommerferien 

Proudvalg

  • BB nedsættes som formand for Proudvalget. Der skal udarbejdes klare rammer for, hvordan DaBU og eventuelle promotorer arbejder sammen, omkostninger til læge, mv. i et Am/Pro set-up. DaBU leger med tanken om at sætte 2-3 prokampe op til NM, eller lign. 
  • Oplæg fra LB ift. Am/Pro-kampe. LB forelægger tanken om, hvordan vi bruger og optimerer brugen af kvalificerede dommer/kampledere bedst muligt i Am/Pro stævner, så dommer/kampledere fra begge ”lejre” kan virke ved stævner med Am/Pro kampe.

Breddeudvalg

  • Der skal opsættes et onlinemøde i udvalget, hvor planer og ønsker drøftes og planlægges. Ligeledes udarbejdes en kalender for møder, samlinger mv. og økonomien for dette. Det tilstræbes, at der afholdes ligelig fordeling mellem Øst og vest. Andre emner til drøftelse er Unionsmatch og pige/kvindesamlinger. FB og LB stiller sig til rådighed ift. eventuel deltagelse.

Arrangementsudvalg

  • Til drøftelse ift. afvikling: DM 2023, Landskamp 2023, samt NM marts 2024.
  • Tina Hansen sætter de enkelte stævner op og MS trækker tilmeldingsliste. Der laves klare aftaler på kommunikation, og det besluttes at al kommunikation foregår i bestemte tidsrum, og kun via mail.
  • Der indkaldes til et opstartsmøde i udvalget, så rammer mv. drøftes. Bjarne Malmros vil kunne være til at trække administrative resurser på i denne forbindelse.
  • DM afholdes muligvis på Fyn, måske kombineret med kursus. LB giver udtryk for et ønske om, at regler for dommer/kampleder gennemgås og tilpasses ift. Am/Pro dommere/kampledere, så vi kan hjælpe hinanden på tværs af Am/Pro stævner (Se desuden under punktet ”Proudvalg”).

Dommer/kamplederudvalg

  • LB gennemgår forskellige punkter ift. D/K så kompetencerne hos D/K skærpes, så der sikres kvalitet i dette.
  • LB foreslår tillæg til det gældende ”Code of Conduct” for D/K (s.4-5) når de er ude at dømme, på lige vilkår med boksere, når de er ude at bokse.
  • Ligeledes drøftes mulighed og vilkår for tilkendegivelser og tilbagemeldinger ift. evalueringer af indsats til stævner og turneringer, så vi højner kvaliteten og kompetencen hos de enkelte dommer/kampledere.

Uddannelsesudvalg

  • LB indkalder til det første møde, så alle er ájour med viden og tanker ift. div. uddannelser i DaBU.
  • Der drøftes kort muligheden for nye takter i uddannelsesudvalget; BB havde flere gode tanker om dette. Punktet vil kræve mere tid, og drøftes derfor på det kommende møde.

Sponsorudvalg

  • Der indkaldes til møde i uge 34. LB og BM har allerede iværksat tiltag ift. at søge fondsmidler til afklaring af behovet for et CRM-system. Tanken/ønsket er at alle på både klub og ansatte/bestyrelsen har et fælles system til kommunikation, information osv. Der er søgt inspiration hos DIF, som har gode erfaringer med et system fra Microsoft (Dynamic).

Diplomboksning arbejdsgruppe

  • DaBU ønsker en mere ensartet måde at afholde diplomstævner på, da der er forskel på, hvordan dette afvikles. LB giver forskellige bud på emner at arbejde med:
    • Ensartethed for bedømmelser.
    • “Regler” for hvordan et diplomstævne rent praktisk afholdes.
    • Koordinering af hvem der dømmer, så der ikke pludselig mangler en bedømmer, da de fx har en opgave med en bokser et andet sted.
    • Skal der være regler for, hvem der sidder i ringhjørnet til stævner mv.
  • MS udtrykker at det vil være en stor opgave.
  • MS udtrykker muligheden for, at diplomstævner udbredes via Sociale Medier for at skabe større opmærksomhed på dette.
  • BB og LB tilbyder at skabe kontakt til mulige folk, der potentielt kan uddanne i diplomboksning og afholdelse af dette.

Digital arbejdsgruppe

  • LB ønsker at der bliver sat et møde i værk snarest muligt ift. MyFightbook. Der er fortsat nogle tekniske begrænsninger og udfordringer omkring lægekort/startbog (fysisk og digital) funktion, herunder sæsondefinition, skift af aldersgruppe, mv. Dette forventes at vi kan finde løsning på i samråd med teamet bag MyFightbook. 
  • LB ønsker at vi kigger på CRM system, hvilket ligeledes skal drøftes på mødet.
  • SoMe og brugen af dette, drøftes ligeledes på mødet. LB giver udtryk for at hjemmesiden kører fint og at vi lærer og udvikler os løbende.

8. DM 2023 – status og opgavefordeling

  • Der kigges på en opgavefordeling tættere på DM, og efter der har været afholdt møde i arrangementsudvalget.

9. Nordiske Mesterskaber 2024 – ansvar og opgaver bestyrelse 

  • Dette er fortsat i proces ift. økonomi, mv.

10. Mesterskabsårshjul fra 2024

  • Input til udsendelse af klubspørgeskema på emnet drøftes bordet rundt, og BB tilbyder at lave et oplæg til spørgeskema. Dette imødekommes af resten af bestyrelsen.

11. Landskamp den 9.12.2023 – ansvar og opgave bestyrelse

  • Der søges efter en klub, som gerne vil arrangere landskamp ud fra div. kriterier forbundet hermed.

12. Fremtidig kontingentmodel – indledende arbejde

  • LB præsenterer nogle tanker for fremtidens kontingentmodel. Status I dag betales af alle klubber 8.000,- kr. i kontingent, samt 500,- kr. til Idrættens Fællesforsikringer og 750,- kr. til Stævnefond. For 2024 tilpasses kontinentet til kr. 9.000 – øvrige uændret. Dette fortsætter frem til en ny model kan implementeres. Bestyrelsen arbejder på et oplæg for ny kontingentmodel, hvilket forventes præsenteret på kommende repræsentantskabsmøde i 2024.

13. Mesterskaber deltagergebyr 

  • Bestyrelsen foreslår en ny, differentieret gebyrmodel ift. mesterskaber, så der er bedre økonomisk råderum til medaljer, pokaler, bælter mv.
  • Der brainstormes ligeledes på forskellige nye tiltag for at gøre mesterskaberne mere spændende. Det besluttes at genoptage drøftelsen på et kommende møde efter sommerferien.

14. Bordet rundt 

  • Alle takker for et godt og givende møde, og ønsker god ferie, og god tur hjem til de respektive bopæle.

15. Nyt møde

  • Næste møde afholdes 24. august kl. 17.30 – online

TN/24.07.2023